Unge piger står på scene i spændt forventning om næste nummer på russisk

Med det ene ben i Asien

Udstationeringen i Kasakstan er godt i gang. Jeg er blevet sendt til den kasakkiske provins Vestkasakstan, som udgør det nordvestlige hjørne i det, som efter areal er verdens niendestørste land. Her har jeg bosat mig frem til slutningen af april i byen, som siden tsarina Katarinas overtagelse af denne højborg for Don-kosakkerne i 1700-tallet har heddet Uralsk på russisk. Hele provinsen har med jævne mellemrum gennem historien været kaldt Uralsk, men nu er det Vestkasakstan.

Byen er opkaldt efter floden Ural, der strømmer fra Uralbjergene i Rusland og sydover mod det Kaspiske Hav. Vi husker alle fra geografitimerne, at Ural udgør den naturlige grænse mellem Europa og Asien, og Uralsk er Europas udpost. Eller en af dem.

Nu er der løbet meget vand i floden Ural siden Katarinas erobringer østover, og byen bærer også navnet Oral på kasakkisk, hvilket min arbejdsgiver Kontoret for demokratiske institutioner og menneskerettigheder (ODIHR) har valgt at følge under sin observation af valget. Og det har intet at gøre med det kasakkiske navn for floden, som er Zjajyk (Жайық), og som samme Katarina omdøbte til Ural i 1775. Den er for øvrigt først nu ved at tø efter en vinter, der jævnligt har nået det sædvanlige 20 frostgrader.

Hvis jeg tager mit bykort frem og trækker streger mellem yderpunkterne, vil de mødes på gaden prospekt Eurazia sådan cirka på midten. Der ligger et hotel, og der bor jeg. Af og til kan jeg dog komme i tvivl om denne bedømmelse af centrum og periferi helt svarer til virkeligheden. Hver gang jeg har bagage med for at køre ud til mine møder med præsidentvalgets aktører (borgmestre, valgtilforordnede, kampagneledere), kaster receptionisterne altid frygtsomme blikke mod mig — vil jeg nu stikke af fra regningen? Og jeg skal helst betale min hotelregning med få dages mellemrum. På restaurationerne i og i nærheden af hotellet plejer tjenerne at bringe regningen til bordet, længe inden man har tygget af munden.

I går var der på den anden side af gaden et stort anlagt sportsstævne i MMA (mixed martial arts, fri næve- og sparkekamp), og der var spækket af politibiler udenfor. De regnede nok med, at kampen nok ville opildne tilskuerne, som for manges vedkommende dyrkede diverse kampsportsgrene.  Og sætter man sig på bænken for enden af legepladsen foran hotellet med lidt for mange øller i posen og i mavesækken, risikerer man anholdelse, som vi så forleden dag. Ser man bort fra hotelkomplekset er de nærmeste udskænkningssteder og restauranter af råt tilsnit. Stort set ingen møbler (dem kunne folk jo finde på at kaste med), men mængden af billigt øl fejlede intet.

Jo, det var en lystig oplevelse at tage på en spadseretur hen ad aftenen i lørdags. Turen endte i det nærmeste indkøbscenter. Jeg havde foreslået min makker, en rumænsk dame, at smutte indenfor og se en film — hvis centeret i lighed med danske ditto havde en biograf på øverste etage. Det havde centeret naturligvis. Men min makker insisterede på, at den skulle være til at forstå, altså at der blev talt på et forståeligt sprog, underforstået engelsk (rumænsk havde hun nok slået ud af hovedet). Men der blev kun vist russiske film og amerikanske film med russisk synkronisering. Vi drev videre i slipstrømmen af unge og kom hen i noget, der lignede en indendørs forlystelsespark komplet med karusseller, popkorn og den særligt yndede forlystelse, karaoke. Karaoke er stort set alle vegne, selv vort hotel tilbyder karaoke på to af sine tre udskænkningssteder, ja, faktisk er man indlagt til det, selv når man er eneste gæst derinde. I indkøbscenteret havde en flok teenagere lejet mikrofoner og stod nu på en scene og sang af hjertets lyst til forskellige russiske popsangere. Ingen af dem lignede etniske russere, men hvad gjorde det, når bare sangene var gode og man kunne sproget.

I det hele taget tales der meget russisk i byen, men man mærker, at sproget stille og roligt er ved at afgive domæner til nationalsproget kasakkisk. Store dele af personalet på hotellet snakker kasakkisk indbyrdes. Også de jure rykker det. F. eks. er det et krav, at alle skriftlige reklamer (plakater, o.s.v.) skal stå på kasakkisk; det er tilladt at skrive på et andet sprog — de facto russisk — men så skal kasakkisk være højere placeret i billedet end russisk.

I mindst en halv snes år har det også været kravet for alle nominerede til præsidentposten at bestå en sprogprøve i kasakkisk. Netop sprogtesten har været hovedingrediensen i udskillelsesløbet hen mod den endelige opstillingsberettigelse. OSCE har rejst kritik af, at testen, som der ikke er offentlig adgang til, bygger på principper, som ikke kendes, og at kriterierne, som indgår bedømmelsen, ejheller er gennemskuelige. Sprogtesten nedbragte antallet af kandidater fra 15 til 3. Kandidaterne er den siddende præsident Nursultan Nazarbajev, kommunisten Turgyn Iskakuly Syzdykov og Murat Aitzhanuly Telіbekov fra præsidentens eget parti.

Præsidenten fornøjede for øvrigt Oral/Uralsk med en visit den 2. april i anledning af sin valgkampagne. Vi havde ikke æren at komme med til vælgermødet, men at dømme på den indbudte presse var det stort anlagt og fuldt af fest og  farver. I stedet måtte vi kloge den og boge den og skrive rapporter hjemme på vort hotel og døje afsavn fra det vilde byliv udenfor.

1 thought on “Med det ene ben i Asien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *