Kald mig Erik 6. kyu

Til aften gennemløb jeg den type prøve, som kaldes graduering. Jeg har nu graden 6. kyu — den allerlaveste inden for aikido.

Efter ni måneders regelmæssig træning i kampkunsten aikido er jeg endeligt kommet så langt at kunne rykke op fra status af komplet nybegynder til egentlig gradueret. Det skete under en prøve, hvor man i lige så høj grad blev vurderet på at bukke og skrabe og holde ryggen rank som at kunne udføre øvelserne korrekt. Især det der med at holde ryggen rank blev især påtalt af vor cheftræner, Bill Hazen, der undervejs tog noter af mig og de to andre aspiranter. Han bærer graden 5. dan og hans ord er lov — så længe det er i sammenhæng med træning og graduering.

Hos os i Aikido Silkeborg er det en sjældenhed, at tre elever gradueres samtidig — det er vi simpelthen for få til —  så til det sidste var der megen tvivl om, i hvilken rækkefølge prøverne skulle stå for os gradienter: kombineret eller hver for sig. Det endte med en række kombinationer, som vi alle blev forvirret af.

Aikido er en budo-kampkunst, d.v.s. den har sine rødder i Japan, nærmere betegnet i jiu-jitsu, som er samuraiernes selvforsvarskunst til våbenløs kamp. Mens jiu-jitsus mål er at slå modstanderen ihjel (mærkeligt, at man overhovedet kan afholde verdensmesterskaber i det), har aikido den noget blidere målsætning gennem et forsvar, som ikke skal påføre modstanderen nogen skade, at få ham på bedre tanker. Den samme tænkning gennemtrænger en anden japansk kampkunst, judo, som blev udviklet nogenlunde samtidig; faktisk betyder judo bare “den blide vej”, mens aikido betyder “den harmoniske energis vej”. Forskellene er dels, at judo også er en konkurrencesport, og at det i judo handler meget om at gribe i hinandens dragter og kaste hinanden rundt, typisk ved at vippe modstanderen over sine hofter — i den rå variant også at kvæle hinanden, mens man i aikido bruger angriberens inerti og styrer den ud i bevægelser, hvor angriberen mister sin ligevægt og ender med at falde – uden at blive kastet.

Gradueringen fandt sted i Silkeborg Karateklub, som Aikido Silkeborg hører under. Jeg uddelte Anton-Berg-marcipanæg til de tilstedeværende efter træningen, der fulgte på gradueringen i kælderen af Jysk Arena. Det er vist ikke almindeligt, at man fejrer gradueringer. Lidt kedeligt. Jeg havde også taget hurra-flag med mig dertil, men jeg kunne ikke nå at vifte med dem. Og så knak flagstængerne på vejen hjem, da jeg skulle svinge benet over cyklen.

Jeg plejer at spøge med, at man hedder noget med dan eller kyu, når man er gradueret. Kyu er det laveste, så du må gerne kalde mig Erik, 6. kyu.

Henvisning

Aikido Silkeborg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *